Artikel fra Roskilde Tidende 20. november 1965

"De råbende" råber op

Af Lasse.

It’s my generation … yeah … my generation … det dunker ud I det lille kælderrum. Rundt omkring tre mikrofoner står de – disse unge mænd med deres spillende maskiner – med sved på panden og efterhånden hæse stemmer og øver … øver … øver, og øver om igen.

I rummet, der ligger under et flødeis-depot på Helligkorsvej i  Roskilde, er foruden de mange mikrofoner, forstærkere og instrumenter, kun et koldt fyr og en masse kulørte billeder på cementvæggen, der alle forestiller langhårede unge mennesker i forskellige stillinger oven på og ved sidenaf og under hinanden. Og minsandten er der også et billede af en enkelt pige – korthåret!

”The Shouts” kalder de sig. Det oplyses, når man slår efter i en ordbog, at navnet betyder ”de råbende”, men det passer ikke helt godt.

De råber ikke, de dunker.

Tre elektriske guitarer, en mundharpe, et trommesæt, en tambourin og tre hæse stemmer, i hvilke man ligefrem kan høre pigtråden skurre mod stemmebåndet, dunker rystende i et 5 kvadratmeter stort lokale, hvor der er så lavt til loftet, at man støder imod ved at stå på tæer.

Det turde være overflødigt at præsentere de fire medlemmer af gruppen, men da den dels har fået ny trommeslager og da der dels kan være nogen, som ikke kender den, så kan det oplyses, at basguitaren bliver trakteret af Jesper Christiansen, leadguitaren af Hans Christian Kirkevan, rytmeguitaren af Leo Rybak og den ny trommeslager heddder Anders Krogh.

Alle medlemmer er i lære. Jesper som reklametegner, Hans som speditør, Lars som handelselev og Anders som ekspedient.

Er nøjeregnende

Endelig tørrer de fire ”shouts” sveden af panden og holder en pause i dunkeriet.

Man genvinder langsom hørelsen og forbereder sig på at stille nogle spørgsmål til det interview, man, når alt kommer til alt, egentlig kom for at lave. Men det er ingenlunde nogen nem opgave.

Pludselig skændes de fire bravt om en enkelt passage i en af de netop gennemgåede melodier. De er åbenbart meget nøjeregnende med, om det lyder godt eller mindre godt, det de laver.

Tekniske udtryk som ”kor”, ”akkorder” og ”anden stemme” svirrer gennem luften, understreget af  spark over skinneben og dunk i hovedet, men alt sammen foregår det i en forsoren atmosfære, der fortæller , at det egentlig kun er for skænderiets egen skyld, man skændes.

Skal spille med ”The Pretty Things” 

”The Shouts” er kendt af mangfoldige unge. De har været sjællandsmestre i pigtrådsmusik, og har ofte spillet som solister ved konkurrencer. Engagementer har det ikke skortet på, selvom de ingen manager har. Det skyldes i første række at de fire musikere ikke finder procentordningen regulær, og derfor foretrækker at klare forretningerne selv. I sidste uge spillede de i Gladsaxe, i aften går det løs på Fjordvilla og den 2. december spiller gruppen med den engelske gruppe ”The Pretty Things” ved en koncert i Göteborg. Plader er også under opsejling.

Peter Belli – Hvem er det?

Når man sådan skal interviewe en pop-gruppe, er det normalt at begynde med at spørge, hvad den synes om tidens ”navne”.

- Vi synes godt om folkesangerne Dylan, Donovan o.s.v., siger Jesper.

- Ja, indskyder Hans Christian, og Rolling Stones. Vi forsøger at ligge vores stil så nær op ad folkesangen som muligt. Man kan kalde det kommerciel folkesang.

- Hvad synes I om Peter Belli?

- Peter Belli??? – Hvem er det? spørges der.

- Det er ham med ”dødsdromen”, siger Leo og fortsætter i samme åndedrag ham kan vi ikke li’.

- Hvem kan I lide?

- ”The Shouts”

-  I er ikke særlig langhårede?

- Det er ikke rigtig ”sagen” mere.

- Hvorfor vil I ikke have manager?

- Vi finder det pinligt at være afhængige, svarere Hans Christian, vi siger ikke, vi bliver snydt med en manager, men vi bliver holdt i snor. I øvrigt er vi jo heller ikke professionelle.

- Hvem er så forretningsfører?

- Det er Hans, siger Leo, og han er oven i købet en dårlig forrretningsfører. – Han kan ikke regne.

-  Det er et under, vi klarer os endnu.

Tonen mellem medlemmerne kan for den udenforstående forekomme lidt ondskabsfuld, men den ironisk drillende facon tager brodden af de spydigheder, de bliver fyret af , og i virkeligheden ser det ud til, at der hersker et almindeligt godt forhold imellem de fire musikere.

På et spørgsmål om de er gode kammerater svarer de: - Ja, det er vi vist!

En ”fed” tur

Det er ikke noget, man går op i, hvem der er gode venner med hvem. Man har det bare skægt sammen.

Fortællingerne fra ture rundt i landet begynder at komme frem. Turen til Fanø, hvor Georg Kringelbach fra ”Ekstra Bladet” fik gruppen til at spille om formiddagen på den store badestrand bliver endevendt endnu engang under megen grinen.

- Det var sgu en skæg tur.

- Oh - og hvilke piger! 

- Ja, det var en ”fed” tur.

Vi er nået over i Hans Christians værelse. Rundt om hænger malerier af beboeren selv.

Pladespilleren fylder stuen med amerikansk folke-blues af kunstnere, der er aldeles ukendte herhjemme, men ikke mindre gode end de, der er ”med fremme”.

Det er tydeligt, at ”The Shouts” får mange impulser fra netop denne musikform. Pop-art-gruppen ”The Who” betyder også en del for gruppen, og flere af ”Who’s” numre er på repetoiret.

Derudover er det mest ting af ”Rolling Stones” og ”Sony og Cher” og Bob Dylan, der spilles, for at tage et par stykker.

Komponerer selv

Musikalsk er gruppen meget alsidig. Foruden guitar og trommer spilles der også en del på mundharpe og gruppens egne kompositioner bliver som regel til på klaver.

Tværs gennem cigaretrøgen er der pludselig en der siger – Skal vi ikke øve et nummer endnu inden vi slutter?

Gruppen rejser sig, går over i den forhenværende fyrkælder under flødeis-depotet, og straks efter må den sene nattevandrer undre sig over at der midt på Helligkorsvej dunker pigtrådsmusik ud i natten. Oven i købet god pigtrådsmusik.

lasse.

 

Mere materiale
> artikler
> arkiv forside


> til top
kontakt@musikhistorie.dk