Artikel er fra "Dansk Folkemusik, Nr. 1 2. årg. februar 1991

LIRUM LARUM
Et folkemusikmiljø i Roskilde

Af Steen Dahl Petersen, Lene Buch, Lone Nielsen og Lisbeth Due Andersen. Redigeret af Lisbeth Due Andersen.


I en musiksammenhæng er 1960-erne et interessant årti. Ny musik og nye miljøer, samtidig med opbrud i normer, traditioner og livsformer. Kultur i forandring - det er der jo ikke noget nyt i, udvikling kan det kaldes. Men ingenting forandres af sig selv, og nogen skubber mere på end andre.
Mange danskere opdagede blandt andet, at der var en folkelig, dansk kulturtradition at bruge, udforske og bygge videre på. Denne artikel handler om, hvordan det foregik, da Roskilde fik et frodigt folkemusikmiljø, der stadig lever og udvikler sig.

Musikforeningerne
En større dansk provinsby havde i midten af 1960-erne sine musikforeninger og -klubber. Der var klassisk ("Korsbæk Musikforening" eller lignende kedeligt navn), jazz (et eller andet amerikansk klingende navn), beat eller pop (engelsk, off course), og folk (udtalt "fouk" og med et eller andet intellektuelt klingende navn på foreningen).
"Roskilde Musikforening", "Light House/ Birdland", "Young Music" og "Club Paramount" hed disse foreninger i Roskilde. Her omkring trivedes et fortræffeligt musikliv, og understøttet af blandt andet den frivillige musikundervisning og Katedralskolens musikliv var der mange - især unge - aktive musikudøvere. Et mylder af orkestre, grupper og bands af alle mulige slags. Der blev også spillet pigtråd, eller bare "tråd" (for de indviede).

Han, Hun og Ham
En af de unge folk-grupper kaldte sig for "Han, Hun og Ham" - og de blev, om man så må sige, lokomotivet for en ny "bølge". Det vidste de ikke selv dengang i midten af tresserne, men efter nogle års optræden og fremføren af et overvejende skotsk/irsk repertoire fik de lyttet til "nye toner". Det vil sige: gamle toner. Danske folkesange og viser samt spillemandsmusik, personificeret ved blandt andre Ingeborg Munch og Evald Thomsen. Det var Danmarks Radio, især Thorkild Knudsens udsendelser, der bragte disse toner og historien bag dem ud i æteren. Og med "Ham, Hun og Hammerne" som nysgerrige lyttere.

Folkemusikgruppen Lirum Larum
Der var grobund for denne kulturarv. Nu kan en arv jo bruges på mange måder - man kan også lade være med at bruge den og i stedet værne om den og bevare, sågar konservere, den. I så fald vokser den ihvertfald ikke. For den lokale folkemusikgruppe blev de gamle toner starten på et nyt kapitel; med andre instrumenter - først og fremmest violiner - og med flere medlemmer i gruppen. De tog navnet "Lirum Larum", hentet fra omkvædet i sangen om "Karen fra Dansen".
Lirum Larum gravede sig via arkiverne i Dansk Folkemindesamling og gennem personlige kontakter til "de gamle" frem til et rent dansk folkemusikrepertoire. Med de første optrædender i 1971 var de vel den første unge spillemandsgruppe i Danmark med et originalt materiale. Først og fremmest havde de en holdning til - og en idé med - den gamle musik: den skulle frem i lyset og bruges igen, ikke udstilles; nok-se-ikke-røre-holdningen og de traditionelle folkedanserforeninger og hjemstavnsforeninger, spillemandskreds o.s.v. var ikke netop Lirum Larums målgruppe. Det var de unge, der skulle være med, og de skulle præsenteres for denne folkelige kulurarv som alternativ til alt det udenlandske og mere eller mindre opstyltede sang og musik. Folkemusikken var ikke mindst en samværsform, hvor fællesskab og socialt engagement var nøgleord.

Foreningen
Det gik rigtig stærkt. Også i Roskilde var der grobund, og i slutningen af 1971 oprettede Lirum Larum-gruppen en forening af samme navn. En klub, hvor de selv og inviterede gæster trådte frem med sang og musik.
Det foregik fra starten i en lille spejderhytte på Havnevej, hvor der var plads til godt 40 gæster. Når der så blev stoppet op imod 100 indenfor, kan atmosfæren uden overdrivelse betegnes som tæt og intim. Bortset fra det kedelige faktum, at mange gik forgæves og måtte gå hjem igen uden at have oplevet den ægte vare. Ud over Evald og Ingeborg var der blandt andre Ida Hansen fra Amager og mange flere, der havde noget at fortælle.
Også for Lirum Larum var der vind i sejlene; de red med på den bølge, der ikke kun var et lokalt fænomen. Revival'en, som den hedder på moderne dansk. Gruppen blev via radioudsendelser og også gennem TV kendt i hele landet, og ud over at tilfredsstille et naturligt ambitionsniveau fik de mulighed for at knytte endnu flere kontakter i ind- og udland.
Det kom også gruppen og dermed byens musikliv til gode. Ud over at præsentere dansk musik i det ydre marked - de britiske øer og nordiske lande - så blev der også mulighed for at få besøg udefra. Det var ikke dansk for enhver pris; blandt de mange kontakter skal nævnes den legendariske Ian Campbell Folkgroup. Familien Campbell tog med åbne arme imod Lirum Larum i den berømte club i Birmingham. Og der var genbesøg i Roskilde så tit, det var muligt.
Klubben voksede som nævnt meget hurtigt. Selv om atmosfæren var fortræffelig i spejderhytten, så flyttede man altså til en bedre plads i kældersalen på Allehelgens Skole. Fra 1972 og et par år frem blev denne kælder ramme om en lang række koncerter og præsentation af danske, men også adskillige udenlandske musikere, sangere og grupper indenfor folkemusikken i bred forstand.
Det skal med i historien, at Lirum Larumgruppen i 1973 udgav en LP, der udelukkende bestod af traditionel dansk folkemusik og spillemandsmusik. Det var faktisk ret enestående i sin tid, og pladen står vel stadig som én af milepælene i den unge bølge i spillemandsmusikken. Pladen blev i New Musical Express kåret som årets bedste nyhed på folkscenen, og det kan måske synes lidt spøjst. Men gruppen besøgte såvel England som Irland flere gange disse år.
Kontakterne gik også til Norge og Sverige, og midt i 1970-erne fik de store svenske spillemandsstævner hjerterne til at hamre. En storslået tradition, som vi ikke har mage til. I forlængelse af Lirum Larums ture til de svenske stævner og besøg af svenske grupper i Roskilde - "Skåggmannslaget" må ikke glemmes - så blev der flere svenske toner i det lokale miljø. De unge svenske rigsspillemænd fik en varm velkomst og gav inspiration til de bedste.
Et af de mindeværdige arrangementer var en majudflugt til Skjoldenæsholmskovene, hvor der blandt andet blev spillet og "danset". Det var Bjorn Ståbi, Pers Hans og Kalle Almlof, der var med den dag, og mange fik ørerne op for det, der hidtil havde været fremmed. Vi skal ikke forklejne den danske tradition, men der har siden været plads til svensk inspiration og påvirkning også.

Dansen
Tiden var nu kommet, hvor nogen savnede noget meget vigtigt ved spillemandsmusikken: dansen. Man kunne for lidt, selvom alle erindringerne fra barneårenes danseskoletimer blev mobiliseret. Eller rettere: det var noget helt andet, det handlede om. Mindre pli og pæn opførsel, mere skæg og ballade.
Ved arrangementerne og efter koncerterne blev der spillet op til dans, og grunden var så lagt til en ny forening: Roskilde Folkedanserlaug (1975). Formålet var at lære de gamle danse, som jo hverken er svære eller kedelige. Kædedanse og familiedanse var i høj kurs fra begyndelsen, og utallige latteranfald og/ eller hoppen rundt kunne opleves, når det gjaldt kvadrilledanse og lignende. At dømme efter interessen på baggrund af opråb og et par beskedne annoncer i de lokale aviser, ja, så var der stort behov for dette nye initiativ.
Det skal med i forklaringen, at alle disse danse kunne man se i de traditionelle folkedanserforeninger, og ved deres opvisninger. Med al ungdoms kådhed og bedrevidenhed blev sådanne opvisninger anset for at være mildt sagt latterlige. Indbegrebet af "folkedans" var (er) noget med gamle dragter, grønne plæner, Dannebrog og gabende stivhed og kedsommelighed.

Forskellen var kort sagt, at i Lirum Larum og senere i Folkedanserlauget var idéen at bruge dansen, være sammen og muntre sig på gammel dansk manér - uden de stive former og den atmosfære af museum, der kendetegner opvisningsdansen. Det var med andre ord den sociale funktion og brugsværdien, der blev sat højest nu, på bekostning af formen og korrektheden. Både i dansetrin og i musikken.
Det er et emne, der kunne skrives meget om, mere end det er rimeligt at gøre her.

Roskilde Spillemandsstævne
En svensk inspiration blev som nævnt stævnerne, der samler spillemænd og godtfolk i svenske flækker og småbyer hvert år.
Stævneformen kom til Danmark med Roskilde Spillemandsstævne i 1976, det første af sin karakter. Med hovedvægt på dansk
og nordisk spillemandsmusik opstod et weekend-arrangement, der ikke er en direkte kopi af de svenske forbilleder.
Den danske model blev en kombination af en privat og for offentligheden lukket del - og så en åben og offentlig del. Den private del, forbeholdt spillemændene selv, de gamle og de unge, var et nyt påfund. Hermed blev der mulighed for at mødes og lære direkte af hinanden, på kryds og tværs af aldersgrænser og alle andre slags grænser. Inspiration og samvær var nøgleordene.
Den åbne del blev så henlagt til søndag. Om formiddagen uorganiseret buskspil rundt i Folkeparken, og om eftermiddagen en samlet indmarch med alle spillemænd i fællesspil og efterfølgende koncert og musik med mulighed for dans i græsset (ikke opvisning, forstås!). Meget bekvemt har netop Folkeparken et stort amfiteater, og det har vist sig at fungere ganske fremragende til dette arrangement.
Spillemandsstævnet er blevet en årlig tilbagevendende begivenhed i Roskilde, hvor flere hundrede aktive spillemænd og -koner mødes. Om søndagen trækkes endnu flere tusinde tilskuere til parken. De kommer, fordi det er en hyggelig og afslappet dag med god musik - som de jo mildest talt ikke hører for meget af i radio/TV o.s.v. Måske kommer folk også, fordi de tror, det er godt vejr netop den søndag, den sidste weekend i skolernes sommerferie. Lad os nøjes med tort at konstatere, at solen har skinnet på stævnet søndag eftermiddag hvert eneste år siden 1976. Det forledte et år en journalist til at påstå, at Vorherre da måtte kunne lide spillemandsmusik i Roskilde!

De gamle
Rundt omkring i landet afholdes nu også andre spillemandsstævner, og der er ved at være skabt en tradition. Det er godt, og som årene går, vil stævnerne vare ved, selvom vi må savne nogle af de gamle. Men de var med, da det begyndte, og vi har lært af dem. Forhåbentlig kan adskillige være med nogle år endnu. 11982 fik Evald og Hardy Thomsen overrakt Euro-
paprisen for deres indsats for den folkelige kultur (prisen var blandt andet en kontant erkendtlighed på 32.000 kroner); men udover denne manifestation er der grund til at sende en tak til mange andre: Niels Johnsen, Otto Trads, Henry Mark, Thomas Thomsen, Christian Jensen, Viggo Gade, Karl Skaarup, Æ Tinuser og alle de mange, mange andre. Fritz Brinch og dermed Sønderho-traditionen har været en særlig inspirationskilde i Roskilde, og forbindelsen er stadig intakt. Det er slet ikke muligt at nævne alle store oplevelser og højdepunkter fra de mange stævner.

Vide rammer
Når den danske tradition er nævnt, så skal det retfærdigvis også omtales, at der også bliver spillet svensk musik. Når dertil lægges norsk, finsk, skotsk, irsk, fransk, caribisk og meget andet - inklusive blandinger og fusioner - så må det erkendes, at det "danske" har meget vide rammer. Og det er soleklart og indlysende, for vi har altid taget imod påvirkninger udefra, og det bliver vi ved med. At afvise påvirkning og forandring er det samme som at holde fast i synspunktet om, at jorden er flad eller månen lavet af en grøn ost. En sådan fastholden eller forstening henvises til særlige sekter.

Spillemandslauget og aftenskolen
Ud over folkemusikklubben og det nye folkedanserlaug blev der - samme år som det første spillemandsstævne løb af stabelen - oprettet endnu et Jaug: Roskilde Spillemandslaug.
Samme år blev der også oprettet en ny aftenskole: Lirum Larum Aftenskole, der tilbød undervisning i spillemandsmusik og dans. Det var landets første aftenskole med særlige tilbud på dette område - og allerede efter de første sæsoner var der flere hundrede deltagere og elever.
1 1977 modtog Lirum Larum-foreningerne den første amtsmusikpris og dermed en anerkendelse af en stor, alsidig og aktiv indsats for musiklivet i Roskilde amt.

Kulturhuset
I årenes løb har man måttet bruge mange ressourcer på at løse lokaleproblemer af alle mulige slags. Det har ind imellem virket næsten grotesk, at det ikke har
været muligt at stille mere velegnede lokaler til rådighed end gymnastiksale og aulaer på skoler eller andre lige så uegnede lokaliteter. På trods af velvilje og forståelse fra kommunal side gik der mange år, før der blev nået en mere tilfredsstillende løsning.
11978 blev der udarbejdet et forslag til indretning af én af bygningerne i palæområdet - "Husarstalden" - til et folkekulturhus med forskellige aktiviteter. Der skete ikke rigtig noget. Derefter var der forslag til ombygning af Allehelgens Skole - også skrinlagt.
Det var først med etableringen af et kulturhus i det gamle "Hotel Prindsen" i 1983, at der blev stillet egnede lokaler til disposition. Kulturhuset blev den perfekte ramme om flere års spillemandsstævner, og alle andre arrangementer inklusive onsdagscafé hver uge med musik og dans fik til huse i det gode kulturhus. Her fik foreningerne et naturligt tilhør sammen med andre kulturelle foreninger og aktiviteter.

Sommerlejren
Som det fremgår, har den "gamle" Lirum Larum forening udskilt sig i flere forskellige foreninger og grupperinger, og flere andre aktiviteter er kommet til i årenes løb.
Siden 1979 har der været en årlig "ø-lejr", dog kun af en uges varighed hver sommer og (endnu) aldrig afholdt på en ø. Sommerlejren er åben for alle med tilknytning til foreningerne og samler mellem 50 og 120 deltagere. Eneste fællesnævner for lejrene har været noget med musik, men herudover alt muligt andet.
Med i historien skal det, at den allerførste lejr foregik i nærheden af Holstebro. Udover musik og dans døgnet rundt fandt to større ekskursioner sted. Den ene gik til Tvind; den store vindmølle lå ned endnu, men skulle snart rejses som symbol for både alternativ energi og alternative undervisningsformer og alt det, der var udgangspunkt for det miljø.
Den anden tur gik til Folkemusikhuset i Hogager, hvor mange stiftede bekendtskab med stedets atmosfære, brugerne af folkemusikhuset og ikke mindst den holdning til musik og dans, som Hogager stod for på den tid. Besøget gav anledning til mange diskussioner, heriblandt flere interne slagsmål om hvilken vej, der skulle følges i Roskilde. Debatten om et folkemusikkonservatorium i 1979/80 var også hed, hvor den entydige holdning i Roskilde var "overvejende imod". Lirum Larum gik med i den nye organisation Folkemusiksammenslutningen og lagde afstand til den eksklusive Hogager-model.

Balladerne
Balladedansen kom også i gang på dette tidspunkt, direkte på den færøske tradition. Det blev ikke dannet et nyt Jaug; balladegruppen fik og har stadig en løsere organisation - men til gengæld et meget stærkere socialt fællesskab. Det er ikke kun udfordringen i at lære de mange hundrede vers, men også balladeformens andre kvaliteter, der er bærende. Men end så mange andre steder opleves balladerne kun ved at være med i kæden, at tage aktivt del, som jo er det, det hele handler om.

Andre aktiviteter
I udkanten af foreningerne foregår ting, som ikke har meget med folkemusik at gøre. Mange aktive tog del i de store byspil i Roskilde, hvor Rimfaxe Teatret var primus motor.
I 1990 så Lirum Larum Dilettantlaug dagens lys; det eksisterede de måneder, det tog at indstudere og fremføre en pragtfuld og velspillet version af "Svend, Knud og Valdemar". Og det opstår igen den dag, nogle initiativrige hoveder får en idé til et ny mammutteaterstykke!
I tilknytning til Vikingeskibshallen er oprettet et kirkebådslaug, der sørger for pasning og pleje - herunder roture - af kirkebåden fra Dalarna i Sverige. Det er en meget smuk langbåd, en gave fra Leksand til Roskilde by, og den ligger nu ved Vikingeskibshallen. Funktion som kirkebåd har den jo ikke mere, det bliver ikke til meget andet end udflugter på fjorden og en sjælden gang "kapsejlads" med andre robåde.
Desuden befinder der sig i Lirum Larums periferi flere sociale Jaug, blandt andet et tøselaug og nogle snapselaug. Ja, opfindsomheden har vide grænser!

Fabrikken
På et tidspunkt fik de mange foreninger og grupper en fælles betegnelse, i første omgang et kælenavn: Roskilde Folkefabrik. Det var både kærligt og sarkastisk ment fra ordgiverens side. På den ene side velegnet til masseproduktion og effektiv udnyttelse af ressourcerne (det må jo også gælde en kulturfabrik?) - på den anden side fremmedgørende og ensrettende i menneskelig sammenhæng. I sig selv en diskussion værd, men i daglig tale er "fabrikken" blot en fælles betegnelse for alt det hurlumhej, der foregår her. Derimod er udtrykket koncern eller imperium aldrig slået an; det er blot brugt til at slå oven i hovedet med, når der med jævne mellemrum diskuteres kvalitet og/ eller kvantitet.

Lirekassen
En kilde til nostalgi og - ind imellem - forundring er det fælles blad "Lirekassen", som nu på 13. år er informationskilde for aft i denne sammenhæng. Stort og småt imellem hinanden, af og til debat om det, vi beskæftiger os med - eller ikke beskæftiger os med.
Illustrationerne i bladet er et kapitel for sig selv. Utallige små og store tegninger fortæller "den indviede" mere end mange ord om det, der foregår. En karakteristisk streg, der stadig kan genfindes i plakater og logo for stævnet og andet.
At være Lirekassemand i Roskilde kan altså blot betyde, at man er med til at redigere det fælles blad for fabrikken...

Nye kompositioner
Udover bladene er der også andre håndgribelige overleveringer fra årene. Ved det første spillemandsstævne blev der komponeret en dansk/svensk melodi: Roskilde Spillemandsmarch (Svend-Erik Pedersen/ Svein Nymo). Den spilles hvert år ved stævnet i Folkeparken. Er man forhindret i at komme, kan den høres på pladen "Grenseløs låt" med en til lejligheden dannet norsk/svensk/dansk gruppe, der kaldte sig Nabolaget (LP MAI 7804, udgivet 1978). Marchen er også indspillet af spillemandslauget på LP-pladen "Musik i Roskilde" sammen med andre optagelser fra stævner - og iøvrigt anden orkester- og kormusik med tilknytning til byens omfattende musikliv.
Andre kompositioner hører også stævnet til: I august 1981 var norske Sven Nyhus blandt gæsterne og præsenterede sin nye "March til Danmarks Spillemænd"; den er såvidt vides ikke indspillet. De seneste år er andre kommet til, heriblandt "13. Års Marchen" af Poul Christiansen og efterfølgende "14. Års Schottish" af Lone Nielsen.
Der er intet underligt, endsige forkert, i at lave nye spillemandsmelodier, og de er ligeså "rigtige" som de gamle stykker, vi kender fra tradition eller optegnelser. De
er bare nyere, men bygger på det samme grundlag og har samme mål: nemlig at blive brugt og indgå i en samværsform, der har sine rødder tilbage i vores egen historie.
Det er her, vi stadig har brug for folkekulturen til støtte for identitet og selvstændighed.

Lirum Larum: set herfra hvor vi står i 1991.
Folkemusikforeningen Lirum Larum har stærke traditioner, som vi forsøger at holde i hævd, samtidig med at vi prøver på at følge med tiden og tage nye initiativer.
Vi har altid følt det som en spændende "pligt" at præsentere nye, måske helt ukendte, folkemusikere, som godt nok ikke har trukket så stort et publikum, men til gengæld ofte har været en stor oplevelse for de, der kom. Vi har også med fornøjelse lavet koncerter med propfulde huse med populære og veletablerede kunstnere som for eksempel Lilholt Band, Nils Hausgaard og Bjorn Afzelius.
Vi prøver at dække så stor en bredde som muligt indenfor folkemusikkens "flydende" grænser. Bevæger os ud i for eksempel tjekkisk, tyrkisk, sydamerikansk og ungarsk musik - for at nævne nogle af de geografiske yderpunkter.
Også genremæssigt bevæger vi os meget rundt: nær rocken med Johnny Madsen, blues'en med Paul Banks og jazzen med Bazaar - alt imens vi naturligvis som kerne har den traditionelle folkemusik og visesang med rødderne dybt i dansk, irsk og skotsk musik.
Når man taler folkemusikforening i disse tider, må man desværre også altid tale om penge. Det skal ingen hemmelighed være, at foreningen ind imellem har meget svært ved at holde sig i live - og at den i de sidste par år kun har kunnet overleve i kraft af de relativt små tilskud, som vi heldigvis stadig får fra stat, amt og kommune. Den økonomiske knibe er let forklarlig: selvom vi har udsolgte huse til de "store navne", får vi intet tilskud der, da deres hyre jo er tilsvarende høj. Til de
mindre kendte navne samt til de gammelkendte, som ikke er så meget i "vælten", kommer der ikke nok folk til, at det kan løbe rundt.
Vi ved, at disse problemer findes alle de steder, hvor man forsøger at holde gang i folkemusikken, og vi kunne godt ønske os en opskrift på, hvordan man igen får folk til at komme til de mindre arrangementer.
Vi ville gerne igen nå dertil, at man så på sin forening som et tilhørssted, hvor man kom, næsten ligegyldigt hvad der var på plakaten. Vi ville gerne genskabe lidt af den gamle klubstemning, men måske er tiderne ikke til det!
På trods af "nedgangstiderne" har vi ikke helt mistet modet - vi vil gøre, hvad vi kan, for at Lirum Larum kan eksistere mange år endnu. Og hvem ved? Måske vil "folk" igen opdage, hvor store værdier folkemusikken rummer.

Roskilde Spillemandslaug.
Vores musikmiljø er et frugtbart miljø, som både dyrker den gamle spillemandstradition og - med rødder i det gamle - skaber
nye traditioner, spillemåder, melodier; og sågar er der komponeret mindst én ny dans!
Spillemandslauget holder laugsaften én gang om måneden, hvor vi spiller, drikker kaffe og fortæller om spændende oplevelser, nye idéer og tanker om musikken. To gange om året spiller hele lauget til bal, nemlig under Stævnet og til Folkedanserlaugets julebal; her møder typisk 40-50 ud af laugets 175 medlemmer op og spiller med.
Vi har i Roskilde et levende og rimeligt udogmatisk spillemandsmiljø.

Roskilde Folkedanserlaug.
Også dansen udøves på udogmatisk vis. Vi har altid haft tradition for kvalificeret undervisning ved en række vidende dansere - samtidig har traditionen også altid indeholdt en livsglæde og løssluppenhed, der bestemt sætter sit præg på vores måde at danse på.
Vi danser mest dansk, meget svensk/ norsk og engang imellem engelsk, skotsk og balkan. Vi danser selvfølgelig Roskildedanse samt andet sjællandsk og danse fra blandt andet Thy, Læsø og Fanø.
Vi holder af gode, intime baller: lige fra Groupa over Rejseorkestret til Jæ Sweevers fra Fanø, men danser selvfølgelig først og fremmest på onsdagsaftenerne.

Aftenskolen.
Dansen og spillet bakkes op af Lirum Larum Aftenskole/Den Rytmiske Aftenskole, som har mange elever på dansehold, instrument- og sammenspilshold og sanghold.

Roskilde Spillemandsstævne.
Stævnet afholdes stadig; næste gang er den 9.-11. august 1991, og det er det 16. stævne i rækken.

Påskekursus.
En anden mangeårig tradition er påskekurset. Skærtorsdag og Langfredag har vi to inspirerende kursusdage med dans, spil, sang - og bal.

Onsdagsaftenerne.
Og kernen i det hele er stadigvæk onsdagsaftenerne. Fra september til maj danses og spilles der hver onsdag aften i Kulturhuset i Rosenhavestræde. Der er åbent hus, hvor typisk to spillegrupper spiller til dans, derimellem er der bunkespil og til tider kaffe og kage og en sang eller to.
Oftest er det nogle af de 30-40 grupper, der findes i Spillemandslauget, der spiller; men grupper udefra høres også meget gerne.
Så her er jo egentlig kul på! Men samtidig mange ting at tænke på og mødes i diskussion over:
Økonomi, medlemstal, aftenskolens skæbne i forbindelse med den nye folkeoplysningslov, undervisning og uddannelse, PR og profil, kvalitet/kvantitet, Kulturhusets skæbne i sparetider, foreningernes organisation o.s.v.: emner, der har betydning, når man snakker om folkemusikkens og folkekulturens vilkår og rolle i dag.

Mere materiale
> Artikler
> Arkivforside
> Folk


> til top
kontakt@musikhistorie.dk