Uddrag fra bogen: "HVEM EJER MUSIKKEN? EN BOG OM MUSIK OG OPHAVSRET." Af Finn Gravesen. 2006. Udgivet marts 2006 af Kulturministeriet

Historien om sagen mod poppens vulgære 4/4

Kan man blive sagsøgt for at skifte takt fra valsens ¾ til poppens 4/4?  Det kunne musiker Eugen Tajmer.

Eugen Tajmer er grundlægger af et af de største danske bookingbureauer i Danmark. I 60.ernes Roskilde var han meget aktiv som arrangør og impressario. Men inden han blev manager, var han en kort overgang selv popentertainer, med relativ stor succes. I 1961 stod han bag en popversion af den norske vals "venetiansk serenade", som blev indspillet på single. Det musiknummer blev omdrejningspunkt for en sag om brud på ophavsrettens droit morale. Loven siger nemlig at selv om ophavsrettighederne på et givet værk er udløbet, skal værkets kunstneriske værdi stadig respekteres i efterfølgende gengivelser. Man må ikke misbruge et værk i modstrid med dets essens. Som man kan læse i teksten, så blev det anset som uhørt vulgært at gengive den fine norske vals i poppens 4/4-takt. Det er Finn Gravesen der fortæller historien som vi gengiver her på musikhistorie.dk.

VENETIANSK SERENADE FRA NORGE
– I DANSK AFTAPNING

“Kom Carina, ved Maaneskær, kom Bellina, os ingen ser” lyder omkvædet på den norske komponist Johan Svendsens (1840-1911) serenade for tenor og klaver, opus 23,3 fra 1879 med tekst af John Paulsen. Svendsen skrev sangen under et ophold i Paris i 1878-80 og fik den udgivet sammen med otte andre “romancer” på forlaget Hamelle. Sangen var i mange år populær i såvel Norge som Danmark, og især Aksel Schiøtz’ indspilning fra 1940’erne gav sangen en stor udbredelse. Den indsmigrende melodi med det harpeagtige klaverakkompagnement talte til mange romantiske sjæle. Og så var melodien ligetil og let at synge med på.

John Paulsens tekst er sensuelt romantisk med sydeuropæisk kolorit:

“Maanen lyser over Sjöen,
Öde Piazettaen staar.
Intet Speideröie lurer.
Kjärlighedens Time slaar.
Kom Carina, ved Maaneskjär
Kom Bellina, os ingen ser.
(.....)
I min Arm du ei skal fryse i den tause
Midnatsstund.
Slöret glider fra din Skulder,
og jeg kysser Hals og Mund.
Kom Carina...”

Musikken har en lignende højspændt karakter med arpeggiofigurer i klaveret i 6/8, som skal lede tankerne hen på guitar eller harpe.

I 1960’erne udløb komponistrettighederne 50 år efter komponistens død. Og umiddelbart
efter udløbet af Johan Svendsens rettigheder – i 1961 – tog den danske popsanger
Eugen Tajmer Venetiansk Serenade på sit repertoire. Han indspillede den på en singleplade med følgende tekst på omslaget: “Caterina” (Venetiansk Serenade) (Joh. S. Svendsen – I. Meldgård). Eugen Tajmer med hans Eugenier og kor.”

Tajmer bearbejdede Svendsens sang temmelig grundigt. Den karakteristiske klaverstemme
blev erstattet af en enkel poprytme i 4/4, som signalerer en mere nutidig situation, og titlen blev ændret til “Caterina”. I. Meldgaard forsynede sangen med en engelsk tekst, som fastholdt det italienske, men flyttede handlingen til den romantiske ø Capri:

“In the sunny Italy,
Near the island of Capri,
There I found my Caterina
On the way to Napoli.
Oh Caterina,
Please stay with me,
Caterina, please stay with me.”

Johan Svendsens arvinger anlagde sag om forvanskning imod Eugen Tajmers pladeselskab,
Hede Nielsens Fabrikker, og sagen gik helt til Højesteret, som afsagde dom 27. januar 1965.

Fort at få en sagkyndig vurdering havde retten indkaldt udtalelse fra droit moral-udvalget
og forskellige andre sagkyndige.

Udvalgets medlemmer udtaler samlet, at “der må siges at foreligge en sådan krænkelse
af Johan Svendsens kunstneriske anseelse og egenart som komponist, at kulturelle
interesser ligeledes må være anset for krænket.” I medlemmernes forskellige udtalelser er der grader af afsky for Tajmers brøde. Komponist og direktør for Det Kongelige Danske Musikkonservatorium Knudåge Riisager er så oprevet, at han tager forskud på dommen:

“... Den foretagne indspilning er efter min opfattelse et eksempel på den groveste og mest udtalte droit moral-krænkelse, som man kan forestille sig. Vidtgående melodiske, rytmiske og harmoniske forvrængninger og vansiringer af den mest pågående vulgære karakter, i en udførelse der ligger nær op ad persiflage, præger denne såkaldte bearbejdelse af Johan Svendsens romance. Gengivelsen ligger kunstnerisk og sangteknisk på det lavest mulige plan [...] Jeg henstiller derfor, at sagen forfølges hurtigst muligt, således at det ikke bliver udgiveren muligt, før en afgørelse er truffet i sagen, at erhverve sig en formue ved salget af dette usympatiske, aldeles uanstændige og formentlig fuldkommen ulovlige produkt.”

Flere bemærker på dette tidspunkt, at det her med pop- eller jazzbearbejdelser af klassiske
temaer har grebet voldsomt om sig. Af denne grund forsøger de tiltalte da også at henvise til en udbredt praksis især i restaurationsmusik og underholdningsmusik med at versionere kendte melodier og spille dem i en skikkelse, som passer til lejligheden. Og netop praktikerne kommer Eugen Tajmer til undsætning. De er lidt mindre fine på den end konservatorie- og universitetsverdenen, og de ved godt, hvordan den store musik i al almindelighed kommer ud til menigmand – gennem arrangementer og versioner på de ydmyge steder, caféer, restauranter, i militærmusik osv. Fra Københavns Musiker- og Orkesterforening lyder:

”Venetiansk Serenade har i en årrække været brugt som et decideret stykke cafémusik
[...] og er et yndet stykke musik ved dansemusikken. Nævnte komposition er en af de melodier, som den mere professionelle musiker spiller udenad. Spilles der et tangopotpourri, hvor man skønner denne melodi velegnet, ja, så vælger man 4/4-rytme, men ellers er omtalte komposition igennem årene spillet i de mest utrolige rytmer.”

Her har vi altså en betydeligt mere pragmatisk holdning til kunsten – og den holdning, som skulle vise sig at blive den fremherskende i løbet af en kort årrække.

Dommen.

Fem af syv dommere var enige – to dommere var uenige på visse punkter (dissens) – om at Landsrettens afgørelse skulle stå ved magt. Det betød, at Eugen Tajmers selskab blev dømt for at have krænket “komponistens kunstneriske anseelse og egenart”, og at “kulturelle interesser herved er krænket”. Man anså handlingen for “groft uagtsom”, og såvel pladeselskabet som en afdelingsleder her blev idømt bøder. Dertil kom, at pladeselskabet blev dømt til at tilintetgøre restoplaget af grammofonpladerne. Så havde man gjort, hvad man kunne, for at skaden ikke bredte sig yderligere. Det skulle siden vise sig, at denne sag blev den sidste af sin art i Danmark, bl.a. af netop den grund, som forsvaret havde anført: Bearbejdelser af temaer fra den klassiske musik skulle gå hen og blive en meget stor artikel inden for underholdningsmusikken.

Musikere som James Last, Richard Claydermann og Freddy Breck oversvømmede markedet med den type musik og gjorde det meningsløst at kæmpe imod.

Historien er taget fra bogen: "HVEM EJER MUSIKKEN?
EN BOG OM MUSIK OG OPHAVSRET." Af Finn Gravesen. 2006. Udgivet marts 2006 af
Kulturministeriet

Ophavsret ©
Ophavsretten til denne bog
tilhører Finn Gravesen og
Kulturministeriet.

Mere materiale
> Artikler
> Arkiv -forside

Denne side
> Introduktion
> Artikel: Venetiansk Serenade
> Dommen

"Vidtgående melodiske, rytmiske og harmoniske forvrængninger og vansiringer af den mest pågående vulgære karakter
... præger denne såkaldte bearbejdelse af Johan Svendsens romance. "

(Udtalelse om Eugen Tajmers popversionen af "Venetiansk Serenade")

> til top
kontakt@musikhistorie.dk