Artikel fra udstillingskataloget "Pigtrådsmusik - udstilling på Roskildebibliotek" ; november 2005

”Alle spillede lige dårligt”

Interview med Cai Rydder fra Beatmakers

The Beatmakers var et af Roskildes helt store pigtrådsorkestre. De spillede i hele Danmark og mange steder i Europa. De udgav en single og en EP og havde planer om mange flere plader. De vakte skandale ved at spille i præstekjoler, hvilket var med til at gøre dem danmarkskendte. Bandet havde fanklubber i Sverige, opvarmede for Them (med Van Morrison).
Cai Rydder, der er vokset op i Roskilde, var trommeslager i Beatmakers. Han har en lang karriere som musiker bag sig. Udover Beatmakers har han spillet i The New Sounds, The Wall, Dr Dopo Jam, Cai & the Sunsets. Vi har fået at vide, at Cai Rydder har en fyldig scrapbog og en god hukommelse. Martin fra Roskilde Lokalhistoriske Arkiv tog derfor til Gundsømagle, hvor Cai Rydder bor i dag. Vi vil gerne høre om pigtrådsmusik, de tidlige 60’ere og hans tid i Beatmakers. Han har lavet kaffe. Vi sætter os i sofaen og begynder at bladre i scrapbogen med alle billederne fra dengang.

M: Hvad hed I først?
C: Johnny and the Twisters
M: Det var det første band du spillede i?
C: Ja, det var oppe på Stændertorvet (eller Rådhustorvet som det hed dengang), vi spillede første gang. Det var 3 guitarer og trommer
M: Hvad år var det?
C: Ja det må have været 1961-62. Det var så lige efter, vi kom med i Beatmakers.
Jeg ved ikke rigtig hvordan vi har mødtes med dem ude fra Hedehusene. Men de kom jo alle sammen derude fra. Peter Tegner han havde en mor, der havde en trikotage forretning i Fløng. Så der øvede vi altid. Det var altid et problem at øve dengang. For det larmede jo. Det var ikke alle naboer, der var glade for musikken. Det allerførste job, vi havde, var ude i Hvalsø i 1962-eller 63.
M: Hvem var forbillederne på det tidspunkt? Var det stadig Cliff Richard?
C: Ja, der var jo de tre store. Tommy Steele, han var den første, så var der Cliff Richard og så kom Elvis ind senere.

M: Hvor gamle var I, da det startede?
C: Vi var vel en 16-17 år. Jeg kan huske vi havde problemer, da vi spillede i Hamburg. Der måtte jo kun komme nogen ind, der var over 18. Men det gik dog.

M: Lavede i noget ved siden af?
C: Ja, det gjorde alle. Alle havde et job ved siden af eller var i lære. Men musikken tog nok det meste tid. Det var jo ikke altid, vi nåede hjem, hvis vi spillede i Sverige.

De rokkende præster
M: (Jeg tager en bunke avisudklip op. I en artikel fra BT står Beatmakers med foldede hænder. Og i anden artikel har de præstekjoler på.)
C: Så gik det lige pludseligt stærkt, da vi havde spillet et år sammen. Da havde vi faktisk spillet i præstekjoler, uden at der overhovedet var nogen, der havde bemærket det. Så kom vi lige en tur til Sverige, og så stod det på bagsiden af BT næste dag. Så kom der skub i alle de, der klager over det.

M: Havde I selv syet dem?
C: Nej det var sangerens mor, der syede dem. Det var en ganske almindelig kjole. Vi blev indkaldt for kirkeministeriet og skulle gøre rede for, hvad det var for noget. Da dem fra Kirkeministeriet så, hvad det var, sagde de: ”Det der har da ikke noget med en præstekjole at gøre”

M: Hvem fik ideen til det?
C: Det var sangeren der havde set et show i TV, hvor de rendte rundt i nattøj. Så tænkte vi, at så kan man vel også rende rundt i præstekjoler. Det var ikke fordi vi spillede religiøse sange. Det betød ikke noget. Det var sådan, at i Sverige i folkeparkerne spillede man ikke en hel aften, som man gør herhjemme, altså 4 x 45 min, der spiller man 10 eller 20 minutter. Der var mange andre orkestre på sådan en aften, så det gjaldt om at vække opsigt. Det lykkedes jo også meget godt.

M: Roskildes Biskop blev også involveret?
C: Ja, det var derfor vi måtte stille i Kirkeministeriet og forklare, hvad det var vi lavede. Men så var det ikke forbudt mere, og så var det ikke så sjovt mere. Der var også en svensk biskop involveret. Noget skulle de jo lave dengang.

Pigtrådsmesterskabet
C: Dér var vi Roskildemestre. (Cai peger på et billede) Det blev afholdt på Fjordvilla og publikum skulle stemme om, hvem der var bedst. Det blev så uafgjort mellem os og Shouts, og så trak man altså tovtrækning om vinderen. Så gjaldt det bare om at kende de stærke drenge, der var dengang. Tilsidst var det altså os, der vandt mesterskabet. Shouts vandt til gengæld et andet mesterskab (sjællandsmesterskabet, red) inde i Hithouse kort efter. Der var et tvungent nummer, som alle skulle spille. Det var House of the rising sun med Animals. Det er altså et meget svært nummer. Vi hørte 34 bands, der spillede det nummer, og så vandt Shouts altså. Så dér fik de revanche. Vi var nemlig også med derinde.

M: I spillede mest her på Roskildeegnen?
C: I starten gjorde vi. Det var i Hvalsø, Kildebrønde…alle de steder, hvor der var pophuse. De myldrede jo op dengang.

M: Var der mange bands?
C: Der var virkelige, mange. Der blev virkelig solgt nogle guitarer dengang og nogle anlæg.

M: Hvordan var sceneshowet?
C. Der var ikke så meget sceneshow dengang. Man stod bare op og spillede, fordi vi sang alle sammen. Nej, vi havde én, der ikke sang med. Det var en eller andens fætter.
Det gik hurtig dengang med at samle en gruppe. Der var altid en i familien, der spillede på et eller andet. Så kom de med på den måde. Det var ikke noget med, hvor gode de var. Det blev de hen ad vejen, når de havde øvet sig i lang tid. Vi øvede to gange om ugen og håbede så at komme ud at spille lørdag. Det var ikke så let, som det så ud til. Alle spillede lige dårligt dengang. Der var ikke noget om, hvem der var bedst. Det hele drejede sig om at få et job. Men mange job foregik på den måde, at vi spillede på entréen. Og det er ikke altid til at styre. Dem, der sad i døren, var nemlig de mest fulde.

M: Hvad fik dig til at gå I gang med at spille? Tommy Steele?
Ja, dengang med Johnny and the Twisters, der spillede vi sådan noget. Jeg kan huske, at jeg gik til jitterbug nede på Fjordvilla, hvor Johnny Reimar underholdt om søndagen.
Altså, Roskilde var jo en meget, meget stor musikby i 60’erne. Bare på Fjordvilla kunne der jo være 1200 mennesker nede om søndagen. Og de kom ikke kun fra Roskilde men fra hele Sjælland. Vi kunne jo trække folk helt fra Kalundborg her op. Fjordvilla havde jo altså også alle de bedste bands, der overhovedet fandtes. Alle dem, der blev meget kendte ved Woodstock-festivalen, de havde jo bare spillet på Fjordvilla. Deep Purple (mens de hed “roundabouts”), Ten Years After og alle de der. Det var imponerende.
Det var lidt af et los, da det blev revet ned. Men det blev simpelthen slidt op, når så mange mennesker kommer det samme sted. Jeg kan huske en nytårsaften. Der var jo jazz nede i kælderen [på Paramount Club, red] og når man så stod dernede og kiggede op, så stod gulvet ovenpå altså og gyngede op og ned. Alle de mange mennesker, der dansede ovenpå…vi tænkte hvornår kommer de herned.

Mod slutningen
M: Det var 65-66 det toppede?
C: Ja, der var fuld fart på.

M: Men kunne man ikke leve af det, når I havde så mange jobs?
C: Nej, det kunne man ikke. Der var ikke så mange penge i det dengang. Jeg kan huske helt fra starten, hvis du kunne få 350 kr. for et job i Helsingør, og du tog en taxa derop. Hvor mange penge tror du så der var tilbage? Det var ikke så dyrt som i dag, men alligevel.
Senere fik vi en fast taxa i Fløng. Han kørte for os, inden vi selv fik kørekort og bil.

M: Hvornår stoppede I med Beatmakers
C: Omkring 68-69. Der skete det, at det døde stille og roligt, fordi der kom diskoteker. De begyndte at florere henimod ’69. Spillestederne lukkede. Så gik det over til, at man skulle være disc jockey. Det blev jeg også selv et par år.

M: I samarbejdede ellers med ham Ronnie Martin fra Red Squares (et populært britisk orkester)?
Ja, han var også inde i billedet på et tidspunkt. Der så vi en ny mulighed. Vi nåede også at lave en demo. Vi skulle jo lave en single mere. Men så var der jo noget, der hed opholds- og arbejdstilladelse i Danmark. Den løb han ind i, og så røg han ud af landet.
Det var nok det, der gav bandet dødsstødet. Det var så tæt på. Og der var allerede arrangeret turné og indspilning. Det blev alt sammen droppet i sidste øjeblik.
Så fik vi til allersidst nogle med i Beatmakers fra Alrune Rod. De havde ikke noget at lave. Vi fik ”pastoren” (Kurt Ziegler Simonsen, red.) med på keyboard, så vi ændrede jo lige pludselig karakter. Og Alrune Rods sanger kom med på bas (Leif Roden, red.). Alrune Rod spillede jo noget helt andet musik, som de gerne ville frem med, og det kom de jo også. Da de pludselig fik vind i sejlene, så stoppede samarbejdet automatisk. Ingen andre kunne rigtig træde ind. Og der var heller ikke flere spillesteder, så det sluttede med Beatmakers. Det var rigtig trist.

Postkort
Vi sidder og kigger lidt på de gamle billeder uden at sige noget. Så finder Cai nogle postkort, han har sendt til sine forældre. Han læser et af dem op:

”Vi har forladt Århus og er bosat i Vejle og der er mange fans i byen og de har blandt andet smadret vores højre forrude på bilen. På lørdag skal vi spille sammen med en meget kendt engelsk gruppe, Them (det er jo Van Morrison). På mandag klokken 13.00 sejler vi fra Århus og er hjemme til aften.”

Cai Rydder lægger postkortet på bordet . Kigger ud i luften og siger:

”Det var lidt hektisk.”

Interview: Martin Campostrini
Roskilde Lokalhistoriske Arkiv. August 2005

Mere materiale
> artikler
> arkivforside


> til top
kontakt@musikhistorie.dk