Artikel fra udstillingsktaloget " Pigtrådsmusik - udstilling på Roskilde Bibliotek" November 2005

SOUNDS

Roskildebandet Sounds, var i en periode blandt de populæreste pigtrådsband i Roskilde. Succesen tog fart, efter de havde vundet en række pigtrådsmesterskaber. De kom i stald hos koncertarrangøren Emanuel ”malle” Jensen fra Hedehusene. Han var manager for  flere af de populæreste Roskildebands, såsom Beatmakers og Spies. Andre grupper, som Butterflies og Wizards, havde den meget aktive Eugen Tajmer som manager.

Samarbejdet med Emanuel Jensen betød at Sounds kom ud at spille rundt omkring i Danmark og i de svenske folkeparker.

Bent Hansen rytmeguitarist i Sounds og i dag ansat i Roskilde Kommune fortæller om Sounds:

”Det begyndte at blive alvor i 65, og jeg mener vi startede allerede i 64. Hvor vi var nogle skolekammerater som ville prøve at spille sammen. Det var der mange der gjorde dengang. Og vi lånte så et nedlagt husmandssted. Der kunne vi støje. Noget af det første vi gjorde, da vi havde en 5-6 numre, vi kunne spille, var at lave en fest i Vindinge Forsamlingshus. Det var starten på det.

Gerner (Bøwig Petersen - red) var allerede organist dengang og blev kaldt Beatles-organisten fordi han havde sådan lidt langt hår. Og han var en af mine klassekammerater. Derudover var min bror Keld Hansen med (singleguitar, red). Ole (Jakobsen, bas – red) gik i min parallelklasse. Og Johnny Poulsen (trommer – red) , der kom til sidst, kan jeg egentlig ikke huske hvor vi mødte. Vi havde haft Per (Helbæk -red) først. Det var noget med venners venner, nogen der kendte nogen.

I al beskedenhed trak vi en hel del, når vi spillede. Vi vandt Roskildemesterskabet, det var starten på det, og senere vandt vi så Østsjællandsmesterskabet. Og kom med til Sjællandsmesterskabet og Danmarksmesterskabet, hvor vi vist blev nummer seks.”

Bandet gik fra hinanden på højden af deres popularitet i 1967. Der blev holdt en afskedskoncert på Fjordvilla den 29 oktober 1967. Hvor Cai Rydder fra Beatmakers  spillede saxofon (ligesom han havde vikarieret på trommer et par gange tidligere). Sounds allersidste koncert var den 31. oktober. Bent Hansens værnepligt var en af grundene til at bandet stoppede: 

 ”Vi stoppede blandt andet fordi jeg skulle ind som soldat. Vi spillede sidste gang 31. oktober 1967 og jeg skulle starte som soldat 2. november. Gerner skulle gøre sin uddannelse færdig. Johnny skulle gøre sin skolegang færdig og min bror skulle giftes. Så det var et godt tidspunkt at stoppe. For os var det  en god fritidsinteresse, som vi så samtidig fik lidt penge ud af.”

Mere materiale
> artikler
> arkiv forside

-> Sounds scrapbog
-> Rock - Forside

Fotos
Fra oven
1: Sounds med den gamle Jaguar de turnerede Jylland i.

2: Sounds til pigtrådsmesterskab i Roskilde-Hallen.

> til top
kontakt@musikhistorie.dk